Danskundervisningen i dag er gået rigtig fint

Sidste dag med redskabsgymnastik. – evaluering

Efter tre tirsdage med redskabsgymnastik, skal vi videre med noget nyt. Et par af eleverne ytrede ønske om at spille basket, hvilket jeg synes er en god ide.

De lærte allesammen at slå kolbøtter, og de kom alle op i ringene strakt og med hovedet ned og en rotation. De lærte også at udføre en “tripod”, dvs

TRIPOD:

Eleverne skal sidde på knæ og placere sine hænder lidt bredere end skuldrebredde med fingrene lige fremad. Derefter skal de skabe en trekant med hovedet som det tredje punkt.

De skal løfte hoften op og kravle ind mod albuerne, hvor de placerer sine knæ. Derefter løfter de langsomt sine ben.

For de fleste af dem, var det svært at komme op og holde balancen, men med lidt støtte, endte de alle med at støtte albuerne på benene. Et par af dem skulle ikke have megen hjælp til at komme helt op i hovedstanden, og endnu et par turde godt, så længe de kunne støtte mod ribberne, hvis balancen svigtede. Alt i alt en god aktivitet.

Og nu er det tid til lidt efterarbejde af redskabsgymnastikken.

Først og fremmest gjorde jeg mig nogle overvejelser mht badning efter idræt, hvilket jeg har en klar holdning til, at man skal. Det kom de også. Og det skal de også de næste to uger. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få dem til at forstå, at det ikke skal tage 30 minutter eller mere. To af eleverne skal med bus kl 14:00 senest 14:10. Dem skal jeg havde ud i bad før de andre, for de kan ikke administrere tiden. Det kan de generelt ikke, og da jeg skal have dem alle ud og lukke af, skal badningen foregå noget hurtigere. Jeg må finde på en måde at få det til at lykkes.

Jeg må indrømme, at den sidste idrætstime med redskabsbane gik op i hat og briller. Jeg havde nogenlunde samme struktur som de foregående tirsdage, men i og med at de er blevet fortrolige med stationerne, piskede de rundt og var alle steder på en gang, og forstod simpelthen ikke, at de skulle være på ét sted og modtage information/blive vist nye øvelser. Nyhedsværdien omkring mig er væk, og de føler sig åbenbart mere frie til at gå egne veje. Jeg stoppede timen en halv time før, så der var tid til bad, men det var lige så meget fordi, jeg ikke orkede mere.

Hvad opnåede de?

De opnåede trods alt disciplin i at blive vist øvelser. (Især de første gange). De fik vendt op og ned på sig selv, tumlede sin kropog opnåede fortrolighed med redskaber såsom bomme, ringe, springbræt, plint etc.

De fik lært at slå kolbøtter og den første del af hovedstand (et par af dem klarede hovedstand), og havde jeg besluttet at fortsætte med det, havde flere også opnået dette.

De har opnået viden og fået færdigheder inden for fagets færdigheds- og vidensmål, såsom at anvende grundlæggende teknikker inden for redskabsaktiviteter
Opnå viden om grundlæggende teknikker inden for redskabsaktiviteter
Udføre sammensatte bevægelser i redskabsaktiviteter
Opnå viden om sammensatte bevægelser i redskabsaktiviteter

Jeg nåede ikke at gennemføre undervisning i kraftspring og grundpositionerne dertil, men grundpositionen i en hovedstand kom på plads.

For stationen med springbræt – træplint opnåede de følgende færdigheder:
At udføre grundlæggende gymnastiske færdigheder i tilløb, afsæt, svæv, landing samt vægtoverførsel, samt at anvende kropsspænding og afspænding i forbindelse med gymnastiske færdigheder. Vi brugte følgende materialer: Springbræt, buk/plint, nedspringsmadras.

Næste gang jeg skal have et hold i redskabsgymnastik, skal jeg have mere struktur på, så jeg sikrer mig, at eleverne har tålmod til at få vist øvelser. Og således at de ikke mister fokus og pisker rundt på de forskellige stationer “før tid”.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Danskundervisningen i dag er gået rigtig fint