Første uge i praktik

Anden uge i praktik – flytningebørn og en, der ikke kan et ord dansk.

Denne uge er emneuge, og for at få størst fagligt udbytte, har jeg fået fuldt skema i sprogklasserne. Der er ikke lagt skjul på, at en ekstra lærer i disse klasser er kærkommen, og det er dejligt at føle, at jeg er til nytte.

Dagens første hold er de 6-8 årige, som jeg umiddelbart kun har i denne uge. Alle er flygtningebørn fra Syrien undtagen en, der er fra Polen. De er alle ledsagede af deres forældre, heldigvis. De præsenterede sig alle for mig en efter en med navn, alder, oprindelsesland, hvor de bor og hvor længe, de har været i Danmark. Derefter gav jeg hånd, gentog deres navn og sagde mit eget.

Derefter var det tid til at lære nye enstavelsesord samt bøjningen af dem. ø – sø – ål – is – si osv.
Inden jeg fik set mig om, stod jeg for undervisningen, og tog en dialog med eleverne om, hvor i huset, man feks finder en si, hvad man bruger den til osv. Eleverne var interessede og meget ivrige efter at lære. Dernæst fandt de deres opgavebøger frem, og det er særligt her, jeg forstår, hvorfor det er rart at være to lærere. Eleverne har svært ved det, og de skal alle bede om hjælp cirka samtidig. Jeg lagde mærke til, at eleverne “konstruerer” bogstaverne, som de ser dem. De har ikke lært, hvordan og i hvilken retning de skrives. Laila, læreren på holdet, bad mig lave et forløb om at lære at skrive bogstaverne. Det vil jeg meget gerne, og jeg håber, jeg kan få flere timer med disse elever, også efter emneugen. Nu får jeg travlt med at lave et undervisningforløb. Da jeg er uddannet i udskolingen, er det ikke lige noget, jeg kan trække ud af ærmet.
De to næste lektioner var med holdet fra i sidste uge. En håndfuld af eleverne løb mig i møde og gav kram, hilste og  sagde “Heeeej Sus! Hvordan går det?”

Seks af holdets elever blev i fredags sluset ud i andre skoler, og man skulle tro, der nu var mere tid til den enkelte, men i dag var der kommet en ny pige, som ikke kan et ord dansk. En niårig, genert, lillebitte pige fra Fillippinerne, som er kommet til landet for omtrent 14 dage siden. Hun taler og forstår engelsk, så det er ikke fordi, vi ikke kan tale sammen. Hver gang, jeg fortalte hende noget på engelsk, sagde jeg da samme på dansk i bedste “Nora the explorer”-stil. (En kendt tegnefilm for de mindste på Ramasjang-kanalen). Jeg oplevede, at hun var godt med og udtalte de danske ord rigtig fint. Hvis vi skærper indsatsen med denne pige, kommer hun lynhurtigt til at lære dansk.

Disse lektioner sad jeg med hende og tre drenge, som godt nok har gået på holdet længe, men som stadig kan ikke kan læse, forstå og tale dansk særlig godt. (Det virker som om, deres sind er fyldt med andre ting, men jeg kan kun gisne).
Vi løste opgaver, hvor de skulle udtale ord som my-re. Mi-a. My-re-tue osv. og klappe stavelserne.

Jeg husker, at rose eleverne for deres indsats og for processen hen mod at lære. Disse elever stiler næsten kun efter at færdiggøre opgaverne for at få ros og ikke nødvendigvis efter at lære noget. De går meget op i ros og anerkendelse, hvilket naturligvis er vigtigt at give børn, men det er faktisk lige så vigtigt, at vi som voksne er opmærksomme på, hvordan vi roser.
Bliver børn rost for deres indsats og for måden, de arbejder med udfordringer på, erfarer de, at det, der betyder noget, det er, at de forsøger at blive bedre. Derfor er min tilgang ikke så meget at sige “flot og dygtig” og tegne smileys og stjerner, men derimod at sige feks. “hvor er det dejligt at se, at du arbejder så hårdt med det/jeg lagde mærke til, hvordan du fortsatte, selvom det var svært/blev ved at prøve/synes det var sjovt at arbejde med/var glad for at lære noget nyt” og videre i den dur.

Når vi voksne selv som barn udelukkende er blevet rost for sine resultater, hvilket er det mest normale, kan det være svært at ændre sit “mindset”, men det giver så meget igen, hvis man øver sig på det hver gang, man sidder med eleverne.

Da jeg mødte denne morgen, havde mine nye kollegaer tårefyldte øjne og en alvorlig mine i deres ansigter. De havde netop fået at vide, at deres kollega, Jette, har en tumor i hjernen. Ikke at det overhovedet skal fylde noget, så skal jeg vist til at overveje, om jeg skal fortsætte på “performance-linjen” sammen med to vikarer, eller om jeg skal finde andre steder at blive dygtigere.

Note: Film – sproglig dimension i alle fag – dansk som andetsprog – youtube. Faiza anbefaling.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første uge i praktik