Plan over første idrætstime samt overvejelser

Første idrætstime – hvordan gik det?

Jeg blev mødt af en flok meget ivrige og spændte elever. De havde glædet sig, og det havde jeg også.
I en mellemtime inden første lektion satte jeg redskabsbanen op – jeg fik en kollega til at hjælpe mig med en stor madras.

Da de havde klædt om, gjorde jeg klart, hvad jeg forventede af dem. De skulle være stille, når jeg talte, og de måtte under ingen omstændigheder afprøve stationerne før, jeg sagde til.

Først skulle vi varme op. De var godt med fra start, men jeg erfarede hurtigt, at de hurtigt blev trætte. De syntes, det var hårdt. Der var ingen kære mor. I de forskellige krydsbevægelser måtte jeg ofte stoppe musikken og instruere. Det gik også fint, men til næste gang undlader jeg at de skal rotere hofterne i ottetaller. Det var der ingen, der kunne, heller ikke, når jeg med hænderne på deres hofter viste hvordan. Der blev fniset og grinet en del, og det tog for lang tid.

Styrketræningen med egen kropsvægt gik godt, omend de fleste mangler styrke i deres krop. Jeg anviste, hvordan en håndstand udføres, og med få undtagelser fik de fat i det. Her en noget at arbejde med.

Udstrækning og kropslige øvelser udi at rulle, strække og trække vejret var rar for dem.

For et par af eleverne var det svært ikke strakt at læbe hen til stationerne. Men jeg syntes alligevel at de var gode til at forstå, at de ikke måtte endnu.

Efter gennemgang af den første station – kolbøtter på skrå skummadras – fik de lov til at prøve, og jeg var meget spændt på at se, hvorvidt de kunne det. Kun tre skulle instrueres, hvoraf de to af dem kunne efter at være blevet hjulpet rundt et par gange. Kun en – en niårig pige – kunne stadig ikke selv efter grundig vejledning og hjælpen-rundt. Mål: At lære denne elev at lave kolbøtter. Det er særligt hendes afsæt, vi skal arbejde med, da hun lander på siden som en sæk kartofler.

Ringene gik godt. Efter grundig instruktion – hvor jeg fortalte dem, at de ikke falder ned, så længe de holder godt fast i ringene, kom de fleste op i en strakt håndstand. Nogle skulle hjælpes op, men alle kom de op. Derefter fik de lov at prøve at lave en rotation i ringene. De syntes, det var sjovt.

Derefter lavede de “vejrmøller” over bænk, hvor de skulle sætte først en, så to hænder på og hoppe over. Tre i alt.

Så skulle de lære at udføre et godt tilløb til at lande på springbræt og komme op på en plint. Derefter måtte de vælge at koppe ned og strække armene eller at lægge sig ned på maven, strække armene ned på madrassen, placere hovedet på madrassen for at lave en kolbøtte ned på madrassen. Det gik godt for de fleste. Pigen, der ikke kunne lave kolbøtter kom rundt med min hjælp.

Til sidst balance på bommene.

Alt i alt et par rigtig gode lektioner, hvor al nervøsitet fra min side var væk. Jeg nød at undervise i idræt og føler i høj grad, at jeg gav noget videre således at de lærte en masse.

Evaluering efterfølgende forstod de ingenting af. Jeg tror ikke, at de forstod, at jeg – læreren – bad om deres mening om nemt/svært og om eventuelle forbedringer. Jeg vil prøve at tage det op om et par gange.

Jeg har besluttet at gøre nogenlunde det samme næste gang. Og måske de følgende par gange, idet jeg dels synes, at et par af dem har meget at lære, og også at redskabsbane for netop disse børn er en god ide, da de ikke blot skal lære de kropslige øvelser, men også at forstå og følge instrukser.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Plan over første idrætstime samt overvejelser